rum46 - Aktuelt / Current

Hospitality – an impossible necessity?
12 Dec, 2002 -
12 Dec, 2002
Jesper Lohmann

Klik på billedet og se flere billeder
We believe in hospitality as
the necessary act in a society
in social and political unbalance" rum46

Press release - Welcome to Gæstebud (Hospitality)

The exhibition site rum46 will present the international art project, Gæstebud (Hospitality) starting December 2002 and ending in October 2003. Approximately 30 artists and writers will participate in the project. As an appetizer there will be a number of lectures and happenings to debate the theme of hospitality.
December 12, 2002 we will begin the project with a happening in which we will distribute small thought provoking presents in the urban area of Århus. On the same day there will be a lecture by  Jesper Lohmann. called "Hospitality - an impossible necessity?" Jesper Lohmann his a Master's Degree in the History of Ideas and has been studying with Derrida in Irvine, California, USA (1998/1999) and Paris, France (2000/2001).

The happening is based on a general experience of giving:: Are we expecting recreprical services or are we just giving to please? The lecture is also about hospitality: Are we able to receive the stranger or the "Other", as the one he or she is, or do we expect something in return?

In other words the discussion is about the willingness and possibility of greeting the "Other".

The basis for Lohmann´s lecture is in the French philosopher Jacques Derrida´s thoughts on hospitality. Derrida argues that hospitality is an impossible necessity. Lohmann will elaborate on these thoughts, and discuss  how the descriptions of Derrida are relevant in the actual political debate and in the artistic practices.

All are welcome to the evening of debate on hospitality Thursday, December 12th 7.30 p.m. in rum46, Studsgade 46. Coffee will be served and we hope for an enjoyable evening with opportunity for discussion.

Admission free

Sincerely yours,
e-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
www.rum46.dk e-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Hospitality – an impossible necessity?
Jesper Lohmann

One of the major questions in philosophy during the last years has been the question concerning the other: How and to what degree are we able to receive and welcome the other as the other, that is, as the one he or she is? The debate is, in other words, concerned with hospitality, with willingness and capability to offer the other a welcome. This debate is currently of the utmost importance. We read about it in the newspapers, we are confronted with it when walking down the streets...Obvious examples are the extension of the EU and the debate on immigration.
In this paper, I will present and discuss Jacques Derrida's philosophical analysis of the concept of hospitality. Ultimately, I want to consider to what degree his analysis can help us when faced with the current problems of hospitality and where his analysis seems insufficient.
In the initial presentation of his reflections I present, unfold and discuss two passages that, in my view, contain many of his decisive ideas on hospitality. The two passages read as follows:
1: "I have to – and that's an unconditional injunction – I have to welcome the Other whoever he or she is unconditionally, without asking for a document, a name, a context, or a passport. That is the very first opening of my relation to the Other: to open my space, my home – my house, my language, my culture, my nation, my state, and myself. I don't have to open it, because it is open, it is open before I make a decision about it: then I have to keep it open or try to keep it open unconditionally."
2: "It is as though we were going from one difficulty to another. Better or worse, and more seriously, from impossibility to impossibility. It is as though hospitality were the impossible: as though the law of hospitality defined this very impossibility, as if it were only possible to transgress it, as though the law of absolute, unconditional, hyperbolic hospitality, as though the categorical imperative of hospitality commanded that we transgress all the laws (in the plural) of hospitality, namely, the conditions, the norms, the rights and the duties that are imposed on hosts and hostesses, on the men or women who give a welcome as well as the men or women who receive it. And, vice versa, it is as though the laws (plural) of hospitality, in marking limits, powers, rights, and duties, consisted in challenging and transgressing the law of hospitality, the one that would command that the "new arrival" be offered an unconditional welcome."
The important point of the first passage is, I argue, that my space is already open. This openness does not indicate, however, that we are hospitable in every situation. An empirical analysis would deny this. Instead, Derrida is pointing to a "quasi-transcendental" openness tied to the fact of being a human being. Our status as human beings involves an ontological (although Derrida isn't fond of this term) openness. We must keep it open, that is, keep our welcoming of the other possible.
To remain open towards the other, we must respect the other as he or she is. We shall respect the other's culture and singularity without demanding that he/she does the same. If there is to be any unconditional hospitality, we cannot demand that the other adopt or even respect our culture.
The second passage stresses that being hospitable is no easy task. The problem lies in the disharmony between two regimes: the law of unconditional hospitality and the laws of hospitality. The basic argument is quite simple: If we are to speak of unconditional hospitality, the act has to break with the norms and rules that traditionally dictate the hospitality of a host(ess). An act of unconditional hospitality cannot be based on duty (we – Denmark, the Danish people – welcome you because our laws tell us to do so) nor on an economic relation of the type: when I offer you welcome, it is because I myself expect to gain from it (whether this being financially, conscientiously or in other forms). Also, the act cannot be based on other conditions such as the host(ess) questioning the guest before welcoming him/her.
Derrida's examination of the conflict or aporia between the law of hospitality (the demand of unconditional hospitality) and the laws of hospitality (the norms, duties and laws in society that form the fundament for so-called hospitable actions) proves it impossible consciously to maintain the unconditional hospitality we are demanded to keep upright. Instead, unconditional hospitality can only come in a moment of non-knowledge, in a moment where we do not calculate.

The above does not indicate, however, that Derrida's reflections on hospitality cannot be useful. It is true that he does not develop a theory informing us what to do. Instead, he points to something in hospitality that exceeds a traditional knowledge. Yet, this transcendence of knowledge forces us to act – and to reconsider our actions over and over. Derrida's reflections tell us that it is not about finding eternal answers but about opening for the insecurity in the decision concerning hospitality. In other words, hospitality has to be reinvented, again and again, demanding a responsibility towards the other and the actual confrontation. Hereby, Derrida informs us to opt for a perpetual and principal questioning of the actual structure of society demanding political change.
Yet, his reflections on hospitality seem to end with this critique of society. He does not offer a constructive alternative. Although this absence of alternative from Derrida is a conscious decision, I think we have to pursue the possibility of constructing an alternative. Maybe an alternative that understands a relation as based on a dynamic openness, thereby making hospitality productive.

Gæstfrihed – en umulig nødvendighed?
v. Jesper Lohmann
Et af de store spørgsmål indenfor filosofien de seneste år har været spørgsmålet om den Anden. Hvorledes og i hvilket omfang formår vi at modtage den Anden som den Anden, det vil sige, som den han eller hun er. Diskussionen handler med andre ord om gæstfrihed, om villighed til og mulighed for at byde den anden velkommen. Denne problematik forekommer mig i dag at være yderst relevant. Man læser dagligt om den i aviserne, man er konfronteret med den, når man går på gaden osv. (Oplagte eksempler er udvidelsen af EU eller debatten på udlændingeområdet). Ud fra disse indledende bemærkninger forekommer "RUM 46"s insisteren på nødvendigheden af gæstfrihed i den aktuelle situation i allerhøjeste grad på sin plads. Hvad der ikke fremgår af udsagnet er imidlertid, hvad gæstfrihed indebærer. Hvad betyder gæstfrihed? Er det et tegn på gæstfrihed, når man byder en ind, men derved lukker en anden ude? Er det gæstfrihed, når man har forsikret sig om den andens identitet og hensigt med opholdet inden man byder vedkommende indenfor? Hvilke risici er der forbundet med gæstfrihed? Hvilke implikationer har gæstfrihed for spørgsmålet om identitet? Og ikke mindst hvorvidt er gæstfrihed overhovedet mulig? Jeg vil i foredraget kredse omkring begrebet gæstfrihed, nærmere bestemt omkring Jacques Derridas filosofiske analyser af dette begreb.

Derrida og gæstfriheden
I første omgang skal vi "blot" forsøge at forstå hvad Derridas ærinde er med sine noget kryptiske overvejelser. Et af de umiddelbare irritationsmomenter ved Derridas tekster er nemlig, at han aldrig eksplicit skriver, hvad han vil. Når jeg alligevel – ind imellem måske lidt for hurtigt – udleder pointer af Derridas refleksioner omkring gæstfriheden, tager jeg mig derfor en vis frihed i udlægningen, eller som Derrida selv ville sige det, jeg udøver vold på teksten. Denne voldelige handling forekommer dog nødvendig i et foredrag som dette.
Jeg vil i udlægningen af Derridas refleksioner omkring gæstfrihed tage udgangspunkt i et par citater, som jeg vil forsøge at udfolde. Det første lidt længere citat lyder sådan her: "Jeg skal – og det er en ubetinget befaling – jeg skal ubetinget byde den Anden velkommen, uanset hvem han eller hun er, uden at spørge efter et dokument, et navn, en kontekst eller et pas. Det er den allerførste åbning af mit forhold til den Anden: at åbne mit rum, mit hjem – mit hus, mit sprog, min kultur, mit land, min stat og mig selv. Jeg skal ikke åbne det, da det er åbent, det er åbent før jeg træffer en beslutning vedrørende det: så jeg skal holde det åbent eller forsøge ubetinget at holde det åbent."
Hvad vi i første omgang skal lægge mærke til er den sidste sætning. Jeg læser den lige igen: "Jeg skal ikke åbne det, da det er åbent, det er åbent før jeg træffer en beslutning vedrørende det: så jeg skal holde det åbent eller forsøge ubetinget at holde det åbent." Det kunne altså tyde på, at al denne spekulation omkring gæstfriheden strengt taget er overflødig, såfremt Derrida måtte have ret i sit udsagn om, at mit (og dit) rum allerede er åbent, hvilket betyder, at jeg altid allerede er gæstfri. Betænker vi de utallige situationer, hvor vi konstant bliver mindet om, at gæstfrihed desværre ikke kan tages for givet, så må vi erkende, at det hele nok er lidt mere kompliceret end en første læsning kunne forlede en til at tro. Derridas pointe er da heller ikke, at vi altid er gæstfri, når der kommer en fremmed (eller for den sags skyld en bekendt eller en ven) og banker på døren. Tværtimod.
Derrida udtaler sig her ikke om en konkret, empirisk åbenhed. Det handler ikke om, at vi først i konkret forstand byder den Anden indenfor, hvorefter vi så vælger at smide vedkommende ud eller lade ham/hende blive afhængig af, hvorvidt det forløber som forventet eller håbet. I stedet er det en grundlæggende åbenhed, som ligger i det at være menneske. Hvorledes skal vi forstå denne åbenhed? Såfremt man ikke var åben, måtte man være isoleret fra alle andre. Man måtte være alene. Det vil sige, der måtte være en grænse, som adskilte en fra alle andre. Denne grænse ikke blot adskiller mennesker, den forbinder os også. Når der drages en grænse mellem to mennesker, så er det nemlig lige netop denne grænse, som også forbinder dem. De er i berøring med hinanden via denne grænse, da min grænse også er din grænse. Det vil sige, at der er en oprindelig åbenhed eller berøring mellem mennesker, før vi beslutter os for det eller ej. Dette bevirker, at mennesket ikke kan betragtes som værende absolut autonomt. Idet grænsen ikke blot indikerer et skel, men åbner for en kommunikation eller berøring, kan vi nu forstå, hvorledes Derrida argumenterer for, at mit rum altid allerede er åbent. Det vil sige, at det subjekt eller menneske, som hævder at være autonomt og at ville åbne sit rum for den fremmede, kun kan gøre dette på baggrund af en tilsidesættelse af det eksterne, der dog altid viser sig at være i dets indre, da ydersiden af grænsen ikke er noget, der kan tilskrives eller tilføjes senere, men tværtimod er betingelsen for forestillingen om individet. Hvor man traditionelt forestiller sig, at der skal eksistere et autonomt individ, før der kan opstå gæstfrihed, indikerer dette altså, at det kun er på baggrund af en fortrængning af en oprindelig åbenhed eller gæstfrihed, at forestillingen om det autonome menneske lader sig konstituere. Kort sagt nages og jages mennesket af en andethed, der ikke lader det lukke sig om sig selv. Samtidig indikerer det dog, at det måske kun er den hjemløse, den ikke-afgrænsede, som kan være gæstfri. Gæstfrihed er således ikke noget mennesket først rationelt skal skabe. Som Derrida også skrev i den citerede passage, så er opgaven netop ikke at åbne rummet, det vil sige ikke at skabe eller etablere gæstfriheden, men at holde rummet åbent og dermed opretholde gæstfriheden. Man kunne også formulere det således. Før spørgsmålet, før man begynder at spørge til den anden, den fremmede, så er der et oprindeligt "ja", som er et ja til gæstfriheden, en oprindelig gæstfrihed overfor den fremmede eller den Anden som den Anden.
Nu skal vi kort kigge nærmere på denne problematik omkring den Anden eller den fremmede. Det foregående fremhævede, hvorledes den anden eller den fremmede altid allerede er involveret i den oprindelige åbenhed, som således ikke blot kommer fra et autonomt individ. I øjeblikket skal vi ikke opholde os længere ved denne komplekse problematik. Blot skal vi erindre os problematikken, da den netop vil have betydning for gæstfrihedens mulighed.
Opgaven er som nævnt at opretholde gæstfriheden, at holde rummet åbent. Såfremt man vil holde rummet ubetinget åbent, må man grundlæggende forsøge at forblive åben for den Anden som den Anden. Opgaven er derfor i så stort omfang som muligt at byde den Anden velkommen, byde den Anden indenfor, ellers ville der ingen gæstfrihed være, uden herved at inkludere den Anden i mit rum. Man skal således acceptere og respektere den Andens individualitet, men uden at forlange at vedkommende respekterer og opretholder ens eget rum og ens egen kultur. Dette angiver imidlertid, at ubetinget gæstfrihed indebærer, at det værste kan komme, at man byder det værste indenfor idet den Anden kan destruere ens rum. Heri finder man angiveligt en grund til, at der opleves så lidt oprigtig gæstfrihed, som tilfældet er. Lad os kigge nærmere på et konkret eksempel for at undersøge i hvilken forstand, der her er tale om gæstfrihed.
Når den fremmede skal søge om gæstfrihed i form af asyl, sker det oftest i et sprog, som denne ikke behersker, nemlig det juridiske og endvidere i et sprog som ikke er modersmålet. Herved udsættes den fremmede på en måde allerede for forandring eller fratagelse af sin unikke individualitet. Den fremmede er nødt til at indordne sig de konkrete, juridiske eller sproglige forudsætninger for opnåelsen af asyl, hvorved den fremmede i en forstand fratages sin fremmedhed. I en mere filosofisk terminologi gøres den anden til det samme. Som Derrida skriver, er det hvor spørgsmålet om gæstfriheden begynder: "skal vi forlange at den fremmede forstår os, taler vores sprog, i alle begrebets betydninger, i alle dets mulige udstrækninger, før vi kan og for at være i stand til at byde ham velkommen ind i vores land? Hvis han allerede talte vores sprog, hvis vi allerede delte alt, som er delt med et sprog, ville den fremmede så stadig være en fremmed, og kunne vi tale om asyl eller gæstfrihed i forhold til ham?" Kan vi tale om gæstfrihed i det omfang, hvor den anden først tvinges eller bringes indenfor en sproglig sfære, som vi er alt for fortrolige med, og som den fremmede ikke er fortrolig med? Man kunne også formulere det på en anden måde, og det er en distinktion, som for Derrida er helt afgørende: den ubetingede gæstfrihed overfor den anden afbrydes eller brydes, i det omfang den konkrete gæstfrihed forudsætter et navn, et sprog, en identitet. Det vil sige, at i det omfang man ønsker at gardere sig mod at lukke en vilkårlig fremmed ind, i det omfang man ønsker at sikre sig, at den anden ikke kommer med det formål at destruere ens hjem, i det omfang bryder man med en ubetinget gæstfrihed. Mere konkret: når en asylansøger tildeles asyl, så er det ikke udtryk for en ubetinget gæstfrihed.
På trods af den oprindelige åbning mod den anden, er det således ikke givet, at Derrida mener, at gæstfriheden lader sig udfolde, når det er ønskværdigt. Som jeg fremhævede tidligere, så er det ligefrem muligt at finde passager hos Derrida, som giver det indtryk, at gæstfriheden er umulig. Jeg citerer Derrida igen: "Det er som om vi går fra en vanskelighed til den næste. Bedre eller værre, og mere seriøst, fra umulighed til umulighed. Det er som om gæstfrihed er det umulige." Efter at have overlevet den første frustration i forbindelse med dette tilsyneladende negative udsagn, så opdager man ved gentagende læsninger af Derrida, at dette tilsyneladende uskyldige "som om" ikke er så ubetydeligt, som det umiddelbart kan give udtryk for. Kort sagt er Derridas retorik ekstremt iscenesat i en grad, hvor der på en og samme tid spilles på det dramatiske (umuligheden) og det usikre ("som om"). Men hvorledes skal vi forstå denne tilsyneladende umulighed? Før vi begynder at spekulere for meget, så skal vi lige have lidt hjælp fra Derrida selv. Citatet omkring gæstfriheden er nemlig taget fra en oplysende kontekst, som jeg nu vil læse op:
"Det er som om vi går fra en vanskelighed til den næste. Bedre eller værre, og mere seriøst, fra umulighed til umulighed. Det er som om gæstfrihed er det umulige: som om gæstfrihedens lov definerer selve denne umulighed, som om det kun er muligt at overskride den, som om loven om absolut, ubetinget, hyperbolsk gæstfrihed, som om gæstfrihedens kategoriske imperativ forlanger, at vi overskrider alle gæstfrihedens love (i flertal), nemlig betingelserne, normerne, rettighederne og pligterne som er pålagt værter og værtinder, på de mænd og kvinder, der byder en velkomst, såvel som de mænd og kvinder, der modtager den. Og vice versa, det er som om gæstfrihedens love (i flertal), i markeringen af grænser, magter, rettigheder og pligter, består i at udfordre og overskride gæstfrihedens lov, den ene der ville forlange at den "nye ankomst" bydes en ubetinget velkomst."
Umuligheden har altså noget at gøre med loven. Og med lovene. Det er nemlig et spørgsmål om loven om ubetinget gæstfrihed overfor lovene, de betingelser, normer, pligter og rettigheder, som ligger til grund for den betingede gæstfrihed. Hvorledes skal dette forstås? Kryptisk formuleret er Derridas pointe, at loven er loven i loven udenfor loven.
Skønt dette forekommer yderst kompliceret, så er den grundlæggende problematik ikke desto mindre relativt let at forstå. Såfremt man skal kunne tale om gæstfrihed, så må den indbydende handling, altså den handling som byder den anden velkommen, være ubetinget. Gæstfrihedens akt må ikke være udtryk for en pligtopfyldende handling: vi – Danmark, det danske folk... - byder dig indenfor, fordi det nu engang står i loven, at den som er i nød skal bydes indenfor i dette land. Ligeledes må handlingen heller ikke være udtryk for et økonomisk forhold af typen: når jeg byder dig indenfor, så er det kun fordi jeg får eller forventer at få udbytte deraf. Og så er det egentlig underordnet hvilken karakter dette udbytte måtte have, om det er økonomisk gevinst i form af konkret betaling med penge, om det er gevinst i form af hjælp til at holde mit rum i ordentlig stand eller om det blot er gevinst i den forstand, at jeg får plejet min ellers dårlige samvittighed, idet jeg byder den anden indenfor.
Ligeledes må gæstfrihedens akt heller ikke være baseret på andre betingelser, såsom at man udspørger den Anden om personlige forhold: Hvad hedder du? Hvad er formålet med dit ophold? Vil du gøre mig fortræd, når jeg først har lukket dig ind?... Såfremt der skal være tale om en virkelig gæstfri handling i begrebets radikale forstand, skal den altså være ubetinget.
Så snart man tænker nærmere over denne problematik, og tænker den i forhold til de konkrete situationer, så er det klart, at det ikke uden videre lader sig gøre at agere ubetinget gæstfrit. Derimod er de konkrete eksempler på det man traditionelt forstår ved gæstfrihed netop karakteriseret ved, at man altid i et vist omfang har betinget sin gæstfrihed på baggrund af forudgående begivenheder. For eksempel når en ansøgning om asyl skal behandles, sker det altid på baggrund af forudgående begivenheder, som kan betinge og begrunde afgørelsen. Man undersøger ansøgerens sag, personlige forhold for at afgøre, hvorvidt man nu også er forpligtet til at være gæstfri i denne konkrete sag. Situationen er grundlæggende den samme, når der kommer en fremmed og banker på døren hos en selv. Så vil man altid lige forhøre sig om vedkommendes ærinde, og om hvorvidt man skal føle sig truet. Det er således på baggrund af en eventuel destruktion eller forandring af ens eget rum, at man forbeholder sig ret til at udspørge den anden, hvorved det gæstfri i en eventuel indbydelse eller velkomst kan diskuteres. Dette understreger, at traditionel gæstfrihed kræver magt. Traditionel gæstfrihed er et udtryk for magtudfoldelse og selektion, i det man forbeholder sig retten til at vurdere, hvem der fortjener og hvem der ikke fortjener at blive budt indenfor. Det vil sige, at udøvelsen af gæstfrihed kræver vold og eksklusion.
Samtidig er det værd at bemærke, at værten heller ikke blot kan siges at profitere fra den betingede gæstfrihed. Når der først er indgået en pagt, så er værten forpligtet overfor gæsten. Gæsten bliver så at sige værtens vært, der bevidst eller ubevidst, frivilligt eller ufrivilligt determinerer værtens handlinger. Et eksempel er de aktuelle forhandlinger angående optagelse af de nye medlemslande i EU. Her er det i øjeblikket til diskussion i hvor høj grad man er villig til at forpligte sig overfor de nye lande, når de først er optaget. Skal man love dem, de penge de ønsker, eller skal man afstå herfra. Når gæstfriheden først er afgivet, så man må også forholde sig til sine forpligtelser.
Det Derrida undersøger, er altså denne konflikt eller apori mellem gæstfrihedens lov – altså befalingen om ubetinget gæstfrihed – og gæstfrihedens love – de normer, pligter og love i samfundet, som udgør grundlaget for såkaldte gæstfri handlinger. Derfor forstår vi nu, hvorfor gæstfriheden er en umulig nødvendighed. Kort sagt er det umuligt bevidst at opretholde den ubetingede gæstfrihed, der fra starten er givet med en befaling om opretholdelse. Hermed angives også, at den ubetingede gæstfrihed er noget, som ikke kan klares rationelt. Måske kommer den Anden, måske kommer den Anden ikke, men uanset hvad, så er det ikke os, som rationelt handlende individer, der kan garantere den ubetingede gæstfrihed ved den Andens komme. Gæstfrihed – invitationens ubetingede bevægelse – er derimod et momentant afkald på viden. Gæstfrihed indebærer netop, at vi ikke længere kalkulerer. Kalkulerer man med hvorvidt det kan betale sig at byde denne eller hin indenfor, kan det vel næppe kaldes ubetinget gæstfrihed, men økonomi eller betinget og velovervejet gæstfrihed.

Anvendeligheden af Derridas refleksioner
Et af de mest frustrerende aspekter af Derridas tænkning er, at man ofte kan stå med forestillingen om, at pointerne eller analyserne er geniale, men at man alligevel ikke kan stille noget op med dem, eller at man i hvert fald ikke umiddelbart ved, hvad man skal stille op med dem. Hvad gør man med pointen om, at en ubetinget gæstfrihed ikke uden videre lader sig opretholde? Tilsyneladende endnu mere frustrerende bliver det fremhævet, hvorledes de handlinger, vi traditionelt betragter som gæstfri slet ikke er gæstfri, i det mindste ikke i denne radikale, ubetingede form.
I forlængelse af disse overvejelser hører man ofte, at Derrida er nihilist, at han opfordrer til ligegyldighed eller fravær af handling. Jeg vil mene, at dette er forkert. Det er korrekt, at Derrida med sine overvejelser omkring gæstfrihed og andre etisk-politiske problematikker ikke udvikler en etik eller politisk teori i traditionel forstand, som fortæller os, hvad vi skal gøre. Tværtimod er Derridas pointe netop, at der er noget ved gæstfriheden, ved den ubetingede gæstfrihed, som overskrider en traditionel viden. Og den overskrider de love, normer og pligter, som normalt gælder med hensyn til gæstfriheden. Heraf må man imidlertid ikke drage den konklusion, at Derrida opfordrer til passivitet eller ligegyldighed. Derimod kan hans pointe siges at være, at denne overskridelse fordrer handling. Det er netop fordi vi ikke kan være sikre på, at vores gæstfri handling er ubetinget, at vi må genoverveje vores valg. Det handler således ikke om at give endegyldige svar, men om at åbne for usikkerheden i beslutningen vedrørende gæstfrihed, som ikke desto mindre må træffes.
Derfor skal gæstfriheden opfindes på ny i hvert øjeblik. Den skal vedvarende genforhandles, og den bedste regel for denne forhandling opfindes i det konkrete øjeblik. Det vil sige, at den bedste regel på en måde er fraværet af enhver regel, der dikterer, hvorledes gæstfriheden skal udfoldes og opretholdes uafhængigt af den konkrete situation. Dette indebærer en ansvarlighed overfor den anden, overfor den andens individualitet. Det er således kun dem, der helt konkret har hjulpet andre i deres individualitet, som har tilnærmet sig gæstfriheden.
Danmark og Europa må derfor, i lyset af gæstfriheden, forstås eller tænkes som åbne identiteter, der ikke lever på en eksklusion af andre, men i stedet får sin kraft og affirmation i inklusionen af den fremmede, som er med til at forskyde grænserne og dermed bevare identitetens åbenhed og gæstfriheden. Helt konkret kan man se denne problematik udspille sig med omvendt fortegn i optagelsen af nye lande i EU. Disse lande optages (formodentlig) – tilsyneladende en aktion i gæstfrihedens tegn. Men de optages kun med det forbehold, at de opfylder de betingelser, som gælder de øvrige lande. Det vil sige, at de må indordne sig generaliteten, og dermed fratages de i et vist omfang deres singularitet. Ligeledes optages de med det forbehold, at grænserne overfor ikke medlemslande skærpes. Det vil sige, at når noget kommer for tæt på, når nye lande for alvor trænger sig på og er med til at understrege grænsernes ustabile karakter, så lukker man dem indenfor, for derved tilsyneladende at skabe nye, skarpere, stærkere skel mellem det ydre og det indre.
Dette er vores paradoks, både individets og kulturens paradoks. Man udvikler sig i udveksling med andre individer og kulturer, men samtidig forsøger man at udelukke disse, at adskille sig derfra, at gøre som om de ikke allerede er en vigtig del af en selv. Med andre ord kan Derridas understregning af, at infiltreringen allerede sker måske medvirke til, at den nemmere vil ske. Kort sagt består en kultur altid af delkulturer eller som vi så tidligere, man er altid allerede involveret med den anden, den fremmede, hvorfor udelukkelsesprocessen er en selvdestruktiv kamp i dobbelt forstand. For det første har man ikke længere udviklingspartnere, såfremt man løsriver sig helt fra andre individer og kulturer. For det andet destruerer man sin egen mangfoldige kultur og individualitet, såfremt man ønsker at homogenisere denne, som altid allerede er "inficeret". Hvad Derrida lærer os, hvor han er anvendelig i en aktuel debat er således, at gæstfriheden medfører egen vinding (udvikling), men samtidig også, at gæstfrihed forudsætter, at man er kommet til enighed med sin egen andethed. Så længe man ikke har erkendt og accepteret, at man selv som udgangspunkt er involveret med en anden, så længe er der gode chancer for, at gæstfriheden har trange kår. Man skal være afklaret omkring den indre gæstfrihed – altså med den Anden i en selv – før man kan byde den ydre Anden velkommen. Det var hvad vi så i udlægningen af citatet omkring den oprindelige åbenhed. Det ydre eller den Anden er allerede indeni mig selv. Og så længe man ikke er kommet til klarhed omkring dette, så længe risikerer man at være fjendtlig indstillet overfor den anden, som søger eller har behov for gæstfrihed.
Et slående eksempel på den manglende forståelse for dette er, når debattører på udlændingeområdet udtaler, at de "fremmede" skal sendes "hjem", hvor de hører til, men naturligvis i gæstfrihedens navn, altså for at dem, som virkelig har behov for hjælp, kan få den. Hermed opretholdes ikke blot forestillingen om, at kulturer kan adskilles via grænser, men også at gæstfriheden kræver lukkede, afgrænsede sfærer. Såfremt der ikke er et autonomt eller privat rum, kan der ikke være gæstfrihed, da der ikke er en sfære hvortil og hvori den fremmede kan bydes velkommen. Dette eksemplificerer perversiteten i gæstfrihedens love: man kan blive fremmedfjendtlig – man holder nogle, de fremmede, udenfor – idet man insisterer på at bevare privatsfæren og dermed gæstfrihedens rum og mulighed. Det vil sige, at man konkret tilsidesætter gæstfriheden for at bevare gæstfrihedens mulighedsbetingelser. Ikke desto mindre, og dette er igen hvad den første citerede passage lærer os, så er denne insisteren på et autonomt rum netop en konstruktion, som tilsidesætter en oprindelig åbenhed, hvor rummet er fælles, hvilket illustrerer gæstfrihedens paradoks. Som vi har set indebærer en traditionel gæstfrihed netop en vis form for suverænitet. Men det er netop i afståelsen fra al suverænitet, at ubetinget gæstfrihed kan forekomme. I det øjeblik hvor man ikke længere er herre i eget hjem så at sige. Denne insisteren i udlændingedebatten på det autonome "danske" rum i gæstfrihedens navn er således et radikalt udtryk for afkald på en ubetinget gæstfrihed.
Opsummerende eller konkluderende vil jeg mene, at Derridas refleksioner omkring gæstfrihed kan være behjælpelige. De kan lære os, at vi må træffe en beslutning i det konkrete øjeblik. Skønt den absolutte gæstfrihed netop overskrider enhver teoretisk viden, opfordrer Derrida ikke desto mindre til, at vi i det givne øjeblik tænker os om, og bruger al den viden vi måtte have til rådighed. Samtidig angiver hans refleksioner dog, at valget altid må være konkret, det vil sige, at det ikke umiddelbart skal foretages ud fra en norm eller selv gøres til norm. Tværtimod er det netop i overskridelsen af normen, at gæstfriheden kan komme til udtryk. Ligeledes er det også kun i fraværet af normen, at den Anden kan respekteres som den Anden, derfor må enhver handling og beslutning foretages ud fra konkrete overvejelser i den konkrete situation. Derrida lærer os altså, at vi på grund af kløften mellem gæstfrihedens lov og gæstfrihedens love må tage en beslutning – her og nu – uden transcendent garanti. At der ingen garanti er indebærer også, at der ingen formel og skema eksisterer, hvorefter man kan handle. Men dette fravær åbner netop for en accept af det anderledes og det singulære. Gæstfriheden må være kontingent – uden garanti og fundament – da beslutningen ellers ville være begrænset og bestemt og dermed udelukke den anden. Dette bevirker imidlertid, at Derridas refleksioner omkring gæstfriheden opfordrer til en vedvarende forskydning af samfundets normer. På denne måde er Derridas tænkning om gæstfriheden med til at understrege, at vi aldrig skal universalisere vores såkaldte gæstfrie handlinger besluttet ud fra gældende normer, da der altid vil være nye situationer og andre perspektiver på de samme situationer. Kort sagt angiver Derridas refleksioner nødvendigheden af politisk forandring.
Hvor Derridas gæstfrihedstænkning imidlertid kommer til kort er, når vi har udfordret det aktuelle samfund. Jeg synes ikke, at Derrida har noget konkret at tilbyde, når det gælder om at opbygge et alternativ. Derrida synes at mangle en beslutningens politik – det vil sige en analyse af det politiske i form af taktik og strategi, magt og kraft, før dekonstruktionen for alvor kan blive effektiv – igen i dag. Man kunne hertil indvende, at det netop er hans pointe, at gæstfrihedens lov angiver, at et alternativ altid blot vil opbygge nye love eller normer, som så må nedbrydes. Ikke desto mindre vil jeg mene, at det er nødvendigt med et alternativ, og at Derrida – helt bevidst velsagtens – ikke ønsker at tilbyde et sådant. Vi må tilbyde et alternativ, hvor forholdet mellem to parter ikke defineres eller forstås ud fra et autonomt individ eller rum, men en dynamisk åbenhed, hvor mødet med den fremmede, eller gæstfriheden bliver produktiv. Skønt det er uklart for mig, hvorledes dette skal tænkes konkret, mener jeg, at vi må forsøge dette.

Gæstebud – Feast/Hospitality
Description of the project

The art project, Gæstebud/Hospitality will be shown in the center of the city of Århus and is based in the urban, social and political space. Feast/hospitality is the overlaying metaphor for the structure of the exhibition project, which will be divided into the three phases of the Feast: The invitation, the meal and the digestion/the thank you card. Our goal is to create a debate and focus on hospitality through artistic happenings, works and reflections. The project started in December 2002 and will continue until november 2003.

In different ways we have experienced a polarized debate on the theme "us and the strangers" in the public media as well as in the private forum. Rum46 will try with the projekt Gæstebud/Hospitality to create a comprehensive and varied dialogue in an area and with issues that concern us all.. We wish to focus on the significance of the feast and on hospitality through dialogues and specific actions. This project is about how we welcome people, not only the stranger, the one in a unfortunate social position, but also the 'neighbour'. With the title, Gæstebud/Hospitality we ask the artists and writers we have invited to take an anthropological, sociological, psychological,
political and aesthetic approach to the theme. The title is seen as an overlaying structure and narrative for the content in the project, whose intention is to open the receivers eyes and intellect for ethical and aesthetic reflection and action.

We have invited a number of Danish and foreign artists/groups of artists and writers who we find show a special interest in their practice and commitment concerning social and politcal problems. All are working with actual practices and are creating alternative spaces in life which show new ways to mix with and to take positions on the surrounding society. It is the human relations thatare in focus.

We hope to show statements covering philosophical reflection, the poetical and lyrical, the humoristic setting and the politically engaged with this varied group and with the different approaches to artistic intervention in the social field .

The project is divided into three modules:

April 2003
The city space can appear inviting and hospitable or rejecting and unapproachable to the visitor depending on its signs and urban structures. We will be using this space and the expressions and channels of the mass-communication with posters, billboards, and flyers to catch the attention of the passers-by through manifestations and statements which will set the theme in debate. Our purpose is to create reflection and wonder in displacing the content of well known commercial messages with surprising and critical expressions.

May/June 2003
Module II is about creating meetings by means of actions, which will involve the spectator and make him a participant. As opposed to module I which was concerned with the theme hospitality, communicated through words/pictures and where the spectator experiences the work of art at a distance, in module II there will be created an inter-human social gathering, as comparable with the meal. The theme is propagated through concrete bodily acts and the openness and eagerness of the spectator to participate.

September/October 2003
Module III will consist of a newspaper, and be seen as a "digestion" partly of the overlying problems on the theme hospitality and as a reflection over the executed works/happenings. We look at the paper as the philosophical and theoretical meeting point of the project and have invitede a number of Danish and foreign artists and writers to reflect critically on the different experiences of the feast/hospitality in our society. The newspaper will be printed in Danish and English, it will be available to the public and will also be shown on the internet.

We began Gæstebud/Hospitality in December 2002 with some lectures and public meetings based on a dialogue in our exhibition space, Studsgade 46 in Århus which in the coming year will hve the function as a public info-room, meeting room, and be the base for the invited artists, lecturers, and writers.

Studsgade 46
8000 Århus C
Tlf. +45 86208625
e-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.