”Alt forladt rum 46” udspringer af et kunstprojekt i Gellerupparken af billedkunstner Astrid Gjesing i 2021. Boligområdet er på boligministeriets liste over “hårde ghettoområder”. En ghetto er en (ofte fattig og isoleret) bydel med en ensartet befolkning typisk med en bestemt etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse. Ghettolisten kritiseres for at stigmatisere helt almindelige mennesker, der selv er glade for deres hjem, og et miljø der rummer mange facetter, sprog og kulturmøder. Problematikken er baggrund for Astrid Gjesings kunstprojekt Alt forladt.
Alt forladt er et udsagn med en dobbelt betydning. Det kan betyde tilgivelse og det kan betyde opgivelse. Begge er menneskelige følelser, der er i spil i forbindelse med renoveringsprojektet i Gellerupplanen, hvor bygninger nedrives og opbygges, og mennesker flyttes, ofte mod deres vilje.
Teksten “Alt forladt” i gul neon blev installeret på gavlen af en boligblok på Inger Christensens Gade som skal rives ned. Den anden del af værket bestod af fortællinger fra blokkenes beboere og deres liv i bygningerne. Disse fortællingerne bearbejdede Astrid Gjesing, og de vigtigste udsagn blev af hende håndsyet på hvide damelommetørklæder, hvor der med gul skrift var maskinbroderet Alt forladt. Disse lommetørklæder er nu samlet til et væv, der hænger for vinduerne i rum46 og gennem dem kan man se neonværket ”Alt forladt” i lysende gult ligge på gulvet.
Under udstillingen i rum46 inviteres gæsterne til at skabe deres egne tolkninger af udsagnet med nål og tråd på gammeldags lommetørklæder i stof, som de kan skabe tekster og symboler på. Med denne invitation til samskabelse ønsker Gjesing at åbne kunsten for gæsterne og give dem mulighed for at udtrykke de følelser og tanker, som installationen sætter i gang hos dem. Disse syede bidrag vil løbende blive sat op.