I samarbejde med rum46 og Barbara Katzin omdanner Kunstplatformen Sigrids Stue udstillingslokalet i Studsgade til et spirende rum. Her præsenterer vi frø, knolde og kimplanter og deres indbyggede potentialer for at gro. Undervejs i udstillings- og spiringsperioden bearbejder vi spor fra planter i fotografiske udtryk og enkle trykteknikker.
Målet er Bymarken i Gellerup. Et område lige dér for enden af Karen Blixens Boulevard. Et sted, som venter. Et byggefelt, som ikke er helt bart. Der ligger en Bymark. Sigrids Stue plejer området. Her sker jordforbedring, dyrkning og deling af afgrøder. Bymarken er et langsomt, involverende og sanseligt tiltag
midt i en voldsom og accelererede byudvikling.
Når tiden er inde, bringer vi spirer og vækster fra rum46 til Gellerupparken og til Sigrids Stue, ud til Bymarken, der siden juli sidste år er forberedt med et bredt udbud af grøngødning. Vi udplanter kartofler, bønner, majs mv. Med Bymarken inddrager vi et jordstykke, et byggefelt, et stykke offentligt rum, som ellers lå hen – afventende i bydelens forandringsprocesser.
Vi skaber her et fælles produktivt byrum, som styrker tilhør og område-identitet. Vi rejser spørgsmål til jords anvendelse og værdiforhold i en byudvikling. Til sommer samarbejder vi med enkelt-borgere, lokale foreninger og institutioner om at skabe et
udekøkken i midten af bydelen og i kanten af Bymarken. Her forbereder vi henover en lang sommerdag retter af de friske afgrøder og serverer for alle.
